Velkommen til Ugens Udvalgte. I dag om beruselse og piber!

Midt i grå og mørke januar kan vi vist godt trænge til en særlig dosis forunderlighed! Jeg præsenterer derfor: Ugens Udvalgte! Fremover vil jeg sådan cirka en gang om ugen fortælle om et eller andet forunderligt, jeg har læst, hørt, set, oplevet – til inspiration og forhåbentlig begejstring. Det kan handle om film, kunst, bøger, udstillinger, bygninger, steder, folk, musik. Det kan være helt friske begivenheder eller noget komplet uaktuelt. Det kan være fra København, det øvrige Danmark eller udlandet. Kort sagt allehånde oplevelser inden for det brede felt KULTUR.

I dag skal det handle om beruselse og piber!

Fredag eftermiddag var jeg ude for at beruse mig, og der var piber involveret! Det er efterhånden sjældent, at jeg gider blive sådan rigtig beruset – selskabeligt overrislet er herligt, men decideret beruset er en kende opreklameret. Been there, done that. Og eftersom jeg aldrig, og jeg mener oprigtigt aldrig, har så meget som prøvet bare et enkelt lille hiv af en cigaret, så er det der med piber og rygning heller ikke lige mig. Men der var så også tale om beruselse uden alkohol og om piber uden tobak.

På et tidspunkt på dagen, hvor mange nyder en fredagsøl med deres kolleger, lod jeg mig beruse af musik. Dybe, dybe toner. Lyde der må stamme fra noget dybt, dybt nede – de profundis. Jeg sad i Trinitatis Kirke, den med Rundetårn, i bruset fra orglet. Det store, forstås. Det lille orgel bruges i andre sammenhænge og er i øvrigt tegnet af Johannes Exner (bonusinfo til restaureringsnørder). Kirkerummet var så smukt i al sin hvide lethed med hvælvribbernes gyldne dekorationer, der glimtede i skinnet fra messinglysekroner og levende lys. Igennem det klare glas i de store vinduer kunne man se det blive skumringsblåt udenfor.

orgel, lys, stolestader

lille orgel

lys, hvælv

Der var Fredagskoncert. Det var Søren Christian Vestergaard, der spillede orgel. Nicolas de Grigny, Johann Sebastian Bach, Alexandre Guilmant. Mellem hver komponist var der en lille pause, hvor man blev bragt fra sin tilstand uden for tid og rum tilbage til det timelige af små, taktfaste lyde, tik-tak-tik-tak. Det var tiden, der med lyd på blev afmålt af et af de mere usædvanlige stykker inventar i kirken, et stort ur fra 1757.

Orgler er dybt fascinerende, synes jeg – det må være det mest kraftfulde instrument, der findes. Jeg kender en mand, der spiller orgel. Måske gør han det faktisk ikke mere, for der hændte ham noget forfærdeligt engang, mens han spillede. Det er en helt vanvittig historie, men den er sand! Det var i en kirke et sted i Tyskland, og det var uvejr. Det lynede og tordnede, men tonerne fra orglet har sikkert overdøvet bragene. Mens han spillede, slog lynet ned i kirken, og larm og lufttryk fik ram på både orgel og organist; hans hørelse blev beskadiget for altid. Heldigvis skete der ikke andet, men det var også nok!

Jeg kender en anden mand, der ikke spiller orgel, men som gerne ville. Nu er vi i Italien. Vi er hos en italiensk mand, der er mere macho end de fleste danske mænd, der er mere sort-hvid end de fleste mænd, og som ikke er udpræget poetisk eller sentimental. Men en dag fortalte han mig, at han havde haft en drøm engang. Da han var dreng, drømte han om at blive organist. Så ville han nemlig rejse rundt i hele verden og spille på alle orgler i alle kirker og nyde deres lyd. Det skete aldrig, men drømmen er smuk.

Fredagskoncerten var en dejlig oplevelse, den varede godt ½ time, og så var den gratis. Samlet set ganske forunderligt og en smuk og storslået pause fra virkeligheden.

plakat

Kan stærkt anbefales! Der er koncerter igen de næste fredage, det foregår kl. 16.30 – læs mere her: www.trinitatiskirke.dk – tag dine kolleger med til orgelbrus, inden I nyder jeres fredagsøl!

 

Comments are closed.

Follow

Get every new post on this blog delivered to your Inbox.

Join other followers: