9. december – den niende låge i julekalenderen!

I dag har jeg oplevet et hydrokronometer! I sig selv ikke den største seværdighed i Rom, men som en opfølgning på mit skriveri i går om blot at være små fnug i det store alt, så føltes mødet med uret som en klar understregning af den stemning. Uret drives af vand (bl.a.) – det er vand, der får tiden til at gå, vand der løber gennem uret og får dets mekanik til at bevæge sig – vand som forsvinder mellem fingrene på os, lige som tiden gør det … Det er forunderligt!

Derpå var jeg naturligvis i det sentimentale hjørne (på den gode måde!) og måtte sætte mig på Monte Pincio (igen) og skrive lidt for mig selv om livets mærkværdigheder, indtil jeg blev forstyrret af en nydelig, ældre italiensk herre, der høfligt spurgte, om han måtte sætte sig på bænken også. Vi faldt i snak, og det var da helt forunderligt at tale med ham om tiden og livet og meningen og at være et enkelt lillebitte menneske i den store sammenhæng. Forunderligt både fordi det er store emner, og fordi jeg klarede det på italiensk! Hyggelig og interessant samtale, lige indtil det gik op for mig, at han faktisk var i gang med at lægge an på mig, og det var jo ikke ligefrem dét, jeg var ude efter. Hurtigt fik jeg trukket mig tilbage, og behændigt fik jeg opfundet en dansk kæreste, men det anså han nu ikke nødvendigvis for nogen hindring … Og SÅ sagde jeg pænt farvel og gik hjem! Det var FOR underligt!

Men her er uret:

hydrokronometer

IMG_8340

 

Og her sad jeg med den mest vidunderlige udsigt i det blegblå formiddagslys:

???????????????????????????????

Comments are closed.

Follow

Get every new post on this blog delivered to your Inbox.

Join other followers: